Verdens klammeste mad?
I fredags var jeg til åbningen af et nyt museum i Malmø, nemlig Disgusting Food Museum.
Udstillingen består af 80 retter fra rundt omkring i verden, som på hver deres måde, afhængig af ens synsvinkel, kan betragtes som ulækkert. Som besøgende kan man kigge, lugte til og nogle af dem kan man endda smage.
Da jeg først fik invitationen, var jeg lidt bekymret. Jeg frygtede, at nu skulle fårekyllinger kategoriseres som ulækker mad. Det er jo lige præcis den opfattelse, vi prøver at gøre op med. Heldigvis blev det hurtigt tydeligt, at folkene bag udstillingen havde en helt anden intention. Udstillingen gør det tværtimod klart i hvor høj grad vores syn på, hvad der udgør ordentlig mad er kulturelt bestemt. Og afhængig af hvilket vinkel eller historie, vi vælger at beskrive maden med.
Der er retter fra mange egne, som er repræsenteret: Italien, Grønland, Island, USA, Kina, Polen, Frankrig, Mexico, Peru, Thailand, Australien, Uganda og mange andre og også fra Sverige og Danmark. Det var med andre ord ikke bare en udstilling af ”det fremmede” fra eksotiske egne. Der var også nogle af vores lokale kendinge; vingummi (altså gelatine) og lakrids (slik med salmiak), den klassiske lugteost Gamle Oles farfar, min yndlingsost roquefort og tartar med rå æggeblomme.
Der var også en del insekter med - fårekyllinger, mopanelarver, escamoles, forskellige arter af græshopper, stink bugs og maddiker i den sicilianske ost Casu Marsu. Som sagt skal man ikke heraf udlede, at insekternes tilstedevær på udstillingen er udtryk for, at de objektivt er klamme, men blot, at de anses for at være det i nogle kulturer.
Folkene bag udstillingen vil gerne have os til at tænke over, hvor vores grænse mellem hvad der kan spises og hvad der bestemt ikke kan spises går. Og jeg kan selvfølgelig ikke være mere enig i, at vi skal udfordre os selv til at være mere åbne for hvad der kan spises, hvis vi skal spise mere bæredygtigt.
Gennem udvalget af retter viser udstillingen, at hvad nogle regner for utrolig lækkert, finder andre væmmeligt. Disse opfattelser er ikke givet per automatik. De er derimod kulturelle og sociale konstruktioner. Vi har med andre ord selv skabt dem. Ser vi tilbage i tiden, kan vi netop se, hvordan vores madvaner har ændret sig. I USA var hummer en discount-spise og kun noget arbejderne og slaverne spiste. I dag er det helt anderledes med hummeren, og det er ret sjovt at tænke over, at hvad der regnes for en delikatesse i en kultur, bliver ikke nydt i andre. Jeg kender ikke så mange herhjemme, der fejrer en særlig aften med snegle til forret, om end nogle synes, det er en delikatesse.
På tankevækkende vis har udstillingen oksekød med på grund af de absurde omkostninger, det har for miljøet og konventionelt svinekød på grund af mængden af antibiotika.
Noget af det klammeste, jeg smagte på udstillingen (og i mit liv) er Hákarl, rådden islandsk haj (sorry Island). Da jeg smagte på Hákarl, følte jeg mig ret afklaret med, at det var noget, der skulle prøves. Hvor slemt kan lidt fermenteret haj smage, tænkte jeg. Det viste sig, at kunne smage aldeles afskyeligt, som en madras mættet med urin, som der står i udstillingsmaterialet. Det er med sikkerhed ikke noget, jeg kommer til at prøve igen.
Derefter prøvede jeg kræfter med Balut, der er et kogt andeæg med et foster under udvikling. Det havde jeg til gengæld meget svært ved at putte i munden. Min mave trak sig sammen bare ved tanken om at spise et næsten færdigudviklet andefoster. Men det viste sig, at smagen i sig selv faktisk var OK, ikke fremragende, men en mild smag af and med nogle mærkelige små ben i. Smagen i sig selv var fin nok, men tanken var meget fremmed for mig med min danske sensibilitet (og retten virker stadig formålsløs på mig, lidt i stil med foie gras).
På den måde fik jeg prøvet på egen krop, hvor meget af vores oplevelse af mad bunder i de historier, vi associerer med den og ikke i smagen i sig selv.
Og selv om man ikke kan lide smagen af en ingrediens, behøver det ikke at være sådan for altid. Tag bare kaffe for eksempel. Har vi ikke alle sammen skulle lære at drikke det? Hvis vi er åbne og villige til at ændre på de dogmer, der ligger til grund for vores opfattelse af mad, kan vi meget lettere adoptere fremtidens bæredygtige fødevarer, om det så er laboratorieproduceret kød, insekter eller noget tredje.
Det er en sjov og tankevækkende udstilling. Den er bestemt et besøg værd, og så er den både for børn og voksne. Udstillingen åbner officielt i dag mandag d. 29. oktober og løber frem til slutningen af januar 2019.
I kan finde flere oplysninger her: https://disgustingfoodmuseum.com/
