Om at spise dyr
Hvordan får man i en moderne fårekyllingeproduktion dyrevelfærd, produktkvalitet, bæredygtighed og pris til at gå op i en højere enhed?
Under Copenhagen Dox var jeg inde at se dokumentarfilmen Om at spise dyr fra 2017, som er instrueret af Christopher Quin baseret på en bog af samme navn af Jonathan Safran Foer. Det er en hård skildring af dyr og mennesker fanget i et system, der sætter produktivitet i højsædet uden omtanke for dyrevelfærd, bæredygtighed eller kvalitet.
Til en Q&A session med instruktør og forfatter, var de hurtige til at gøre opmærksom på, at der er tale om deres personlige blik på, hvordan der produceres kød i USA. Alligevel er det lykkedes dem at holde filmen i en nøgtern tone, hvor man ikke føler, man bliver påtvunget holdninger eller følelser. Det er dejligt befriende og samtidig det, vi prøver at gøre i Bugging Denmark og Syngja. Vi ønsker at skabe et alternativ for dem, der gerne vil spise anderledes og gerne ser en anden måde at producere protein. Men vi er ikke sat i verden for at diktere, hvad andre folk skal spise eller dømme folk for deres kostvaner.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at insekter som ny spise giver os en mulighed for at gentænke de her produktionsformer fra bunden af, og insekternes særlige egenskaber som produktionsdyr giver os mulighed for at undgå mange af de problemstillinger, der beskrives i Eating Animals.
Vi er klar over, at der påhviler os et stort ansvar som bindeled mellem forbrugerne og dyrene vi producerer. Det er os, der er ansvarlige for den balance, der både sikrer dyrene en ordentlig livskvalitet og forbrugerne et ordentligt produkt, som er til at betale for og ikke ødelægger miljøet omkring os.
Dyrenes Beskyttelse mener, at der er færre problemer med dyrevelfærd, når det kommer til insekter sammenlignet med traditionelle produktionsdyr. Det er vi enige i. Fårekyllinger får lov at leve næsten en hel livscyklus, hvor de kan udleve deres naturlige adfærd. Desuden antyder deres adfærd og deres hjerners struktur, at de ikke oplever smerte og stress på samme måde, som pattedyr gør.
Samtidig kan vi se, at når vi tilpasser fårekyllingernes foder deres naturlige behov, får vi også fremhævet de bedste smagsegenskaber ved fårekyllingerne, nemlig umamien og de nøddeagtige nuancer. For eksempel fodrer vi dem med mask (kogt bygmalt), som er et restprodukt fra bryggeriet Flying Couch og har et højt indhold af protein. Det supplerer vi med brød i overskud fra bagerier og æblepulp fra juiceproduktion.
Så med fårekyllinger går respekt for dyrenes naturlige behov og deres smag hånd i hånd. Der er dog også et par andre parametre, der er vigtige, når det kommer til en ansvarlig produktion.
For os er bæredygtigheden essentiel. Netop derfor har vi valgt fårekyllinger. De udnytter næringsstofferne i deres foder meget bedre end traditionelle husdyr. Det kræver under 1,4 kg foder at producere ét kilo fårekylling, hvilket er væsentligt lavere end for fx svin og fjerkræ). Det betyder, at fårekyllinger også forurener mindre, når det kommer til udledning af både kvælstof og drivhusgasser.
Samtidig støvsuger vi det urbane miljø for restprodukter, vi kan bruge som foder. Vi mener, at sådanne spiselige overskudsprodukter fra anden fødevareproduktion kan kombineres til en foderblanding, der er mindst lige så effektiv, som kommercielle foderblandinger, der ikke tager hensyn til bæredygtighed. Og de hidtidige forsøg på at lave kraftfoder målrettet fårekyllinger har ikke givet specielt overbevisende resultater. Vi mener altså, at svaret er at lave vores egen foderblanding med urbane ressourcestrømme. Indtil videre bakker vores erfaringer os op i, at vi har fat i den rigtige strategi.
Hvis vi på denne måde kan få dyrevelfærd, smag og bæredygtig produktion til at gå op i en højere enhed, står vi også rigtig godt i forhold til at få et fjerde parameter til at gå op, nemlig prisen. Insekter kræver meget lidt plads og foder, og de er derfor relativt billige at producere. Ved at bruge restprodukter fra vores samarbejdspartnere har vi samtidig adgang til ekstra billigt foder. Som andre insektproducenter skal vi selvfølgelig også betale husleje og arbejdstid. Og indtil der findes en fornuftig måde at automatisere dyrkningen af fårekyllinger, kommer prisen ikke ned på linje med hakket kød. Men vil gøre vores for, at sætte skub i udviklingen, så prisen kommer ned og automatiseringen kommer op at stå. Det er jo vores ambition, at fårekyllinger skal udgøre et naturligt alternativ til mere traditionelt kød. Fårekyllinger skal ikke ende med at være en kuriositet eller en gimmick. Så vi skal altså producere (og afsætte) større volumener. Der påhviler os derfor også et ansvar for at få kommunikeret, hvad det vil sige at producere insekter ordentligt, så dyrevelfærd, smag og bæredygtighed alle er i top. Og forbrugerne derfor er villige til at betale, hvad de er værd.
På mange måder er vi heldige, at vi kan være med fra starten af til at producere insekter, så vi kan være med til at sikre, at de rigtige værdier (for eksempel bæredygtighed og dyrevelfærd) er integreret i forretningsmodellen. Samtidig skal vi gradvist optimere produktionen, så volumenerne kommer op, og priserne kommer ned, og fårekyllinger kan vise deres værd som et reelt alternativ til den måde, vi producerer protein på i dag. På den måde kan vi undgå scenarier som det, der skildres i Om at spise dyr. Og så kan vi disrupte fødevareindustrien med god samvittighed.
